Blog
Penge i spil
Sammen med Henrik Zein fra Nordisk Film har jeg skrevet en rapport om work-for-hire potentialet i den danske spilbranche.
Den danske spilbranche får i sammenligning med andre lande ikke udnyttet potentialet for vækst. Det er der flere årsager til. Den væsentligste er manglende adgang til finansiering af spiludviklernes projekter.
I rapporten ser vi nærmere på mulighederne for, at spiludviklerne i højere grad kan blive selvfinansierende gennem work-for-hire, dvs time- eller projektbetalte opgaver for kunder.
I vores digitaliserede verden er der en voksende efterspørgsel efter digitale kreative kompetencer inden for områder som gamification, oplevelsesdesign, transmedia mm, og det burde give spiludviklerne gode muligheder for at sælge deres kunnen.
En mindre del af spiludviklerne har således også positive erfaringer med work-for-hire, men omfanget er ikke stort sammenlignet med efterspørgslen.
Rapporten definerer syv væsentlige kundesegmenter, der alle rummer gode work-for-hire muligheder og fremhæver de særligt attraktive segmenter.
Penge-i-spil skabte en del debat i spilbranchen med over 100 indlæg på Computerspilzonens LinkedIn-forum, og de første kommentatorer havde svært ved at forlige sig med tanken om at arbejde for kunder. Men efterhånden som flere udviklere fortalte om deres erfaringer, blev der skabt en forståelse for, at det for en del udviklere kan være en farbar vej til større økonomisk uafhængighed.
Som en opfølgning på rapporten har jeg holdt et par foredrag om work-for-hire eller games consulting, som nogle foretrækker at kalde det. Dels på Growing Games workshoppen i København og dels på Games Business konferencen i Aalborg.
Foredragene fokuserer på muligheden for at styrke de danske spilselskaber økonomisk gennem relevante kundeopgaver og peger på væksten i oplevelsesøkonomien og den gennemgribende digitalisering som trends der sammen med en begyndende gamification er med til at skabe øgede kommercielle muligheder for spiludviklerne.
Et yderligere foredrag for Copenhagen Finance It Region (CFIR) var målrettet finansverdenen og anvendelsen af gameplay og belønningsmekanismer til at skabe en bedre brugeroplevelse i digitale finansprodukter.